Til forældre af angstramte børn
Tit støder jeg på forældre af angstramte børn, der er i vildrede over at se deres barn i smerte. For mange føles det uoverskueligt, svært og forvirrende at være pårørende og man kan føle sig magtesløs på sidelinjen. Dette er også selv om man prøver at snakke med sit barn, være en god rollemodel og gør "alt det rigtige".
Desværre ender det mange gange med at forældre, med følelsen af utilstrækkelighed, tror, at de er dårlige forældre. Og tanken om, at ens barn har brug for professionel hjælp bliver vendt til, at man selv har gjort noget forkert eller slet ikke er i stand til at være forælder. Dette er LANGT fra sandheden. Vi har alle brug for hjælp og ingen af os har mulighed for at kunne afhjælpe alle situationer, også selv om det gælder vores børn.
Du ville vel ikke have det dårligt over, at tage dit barn til læge, hvis det havde brækket benet? Er du måske en dårlig forælder fordi du ikke kan lægge dit barns ben i gips? Nej, vel? Hvorfor skulle det være anderledes, bare fordi hjælpen omhandler et psykisk problem?
Så hvis du holder af dit barn, viser omsorg og kærlighed og vil det bedste for det, så er du en god forælder. De dårlige forældre i verden bekymrer sig slet ikke om deres børn. Så ikke blot, kan du sagtens tage dit barn til professionel hjælp og stadig være en god forælder, du er NETOP en god forælder fordi du ser, at dit barn er i smerte og så sørger for at finde hjælp!
Til forældre af angstramte børn
Tit støder jeg på forældre af angstramte børn, der er i vildrede over at se deres barn i smerte. For mange føles det uoverskueligt, svært og forvirrende at være pårørende og man kan føle sig magtesløs på sidelinjen. Dette er også selv om man prøver at snakke med sit barn, være en god rollemodel og gør "alt det rigtige".
Desværre ender det mange gange med at forældre, med følelsen af utilstrækkelighed, tror, at de er dårlige forældre. Og tanken om, at ens barn har brug for professionel hjælp bliver vendt til, at man selv har gjort noget forkert eller slet ikke er i stand til at være forælder. Dette er LANGT fra sandheden. Vi har alle brug for hjælp og ingen af os har mulighed for at kunne afhjælpe alle situationer, også selv om det gælder vores børn.
Du ville vel ikke have det dårligt over, at tage dit barn til læge, hvis det havde brækket benet? Er du måske en dårlig forælder fordi du ikke kan lægge dit barns ben i gips? Nej, vel? Hvorfor skulle det være anderledes, bare fordi hjælpen omhandler et psykisk problem?
Så hvis du holder af dit barn, viser omsorg og kærlighed og vil det bedste for det, så er du en god forælder. De dårlige forældre i verden bekymrer sig slet ikke om deres børn. Så ikke blot, kan du sagtens tage dit barn til professionel hjælp og stadig være en god forælder, du er NETOP en god forælder fordi du ser, at dit barn er i smerte og så sørger for at finde hjælp!
Til forældre af angstramte børn
Tit støder jeg på forældre af angstramte børn, der er i vildrede over at se deres barn i smerte. For mange føles det uoverskueligt, svært og forvirrende at være pårørende og man kan føle sig magtesløs på sidelinjen. Dette er også selv om man prøver at snakke med sit barn, være en god rollemodel og gør "alt det rigtige".
Desværre ender det mange gange med at forældre, med følelsen af utilstrækkelighed, tror, at de er dårlige forældre. Og tanken om, at ens barn har brug for professionel hjælp bliver vendt til, at man selv har gjort noget forkert eller slet ikke er i stand til at være forælder. Dette er LANGT fra sandheden. Vi har alle brug for hjælp og ingen af os har mulighed for at kunne afhjælpe alle situationer, også selv om det gælder vores børn.
Du ville vel ikke have det dårligt over, at tage dit barn til læge, hvis det havde brækket benet? Er du måske en dårlig forælder fordi du ikke kan lægge dit barns ben i gips? Nej, vel? Hvorfor skulle det være anderledes, bare fordi hjælpen omhandler et psykisk problem?
Så hvis du holder af dit barn, viser omsorg og kærlighed og vil det bedste for det, så er du en god forælder. De dårlige forældre i verden bekymrer sig slet ikke om deres børn. Så ikke blot, kan du sagtens tage dit barn til professionel hjælp og stadig være en god forælder, du er NETOP en god forælder fordi du ser, at dit barn er i smerte og så sørger for at finde hjælp!
Angst hos mindre børn
Informationen her på siden handler om angst hos mindre børn op til 10-12 år. Større børn kan få de samme angstlidelser som voksne.
Angst hos børn er en naturlig følelse, som hjælper børn til at søge beskyttelse hos deres forældre. Angsten er som regel kortvarig, og det er kun, hvis den er overdreven og langvarig, at der er tale om en sygdom.
Et barn med en angstsygdom vil typisk bekymre sig for de situationer, som kan fremkalde angsten. Og forsøge at undgå dem. Denne undgåelsesadfærd vil ofte hæmme barnets mulighed for et normalt liv.
De fem former for angst, som beskrives herunder, er særlige for barndommen. De er kendetegnet ved, at symptomerne normalt forekommer hos børn på forskellige alderstrin i løbet af deres opvækst. Det er kun, hvis de er særligt kraftige, eller varer ud over den alder, de normalt forekommer i, at de er en angstsygdom.
Angst hos mindre børn
Informationen her på siden handler om angst hos mindre børn op til 10-12 år. Større børn kan få de samme angstlidelser som voksne.
Angst hos børn er en naturlig følelse, som hjælper børn til at søge beskyttelse hos deres forældre. Angsten er som regel kortvarig, og det er kun, hvis den er overdreven og langvarig, at der er tale om en sygdom.
Et barn med en angstsygdom vil typisk bekymre sig for de situationer, som kan fremkalde angsten. Og forsøge at undgå dem. Denne undgåelsesadfærd vil ofte hæmme barnets mulighed for et normalt liv.
De fem former for angst, som beskrives herunder, er særlige for barndommen. De er kendetegnet ved, at symptomerne normalt forekommer hos børn på forskellige alderstrin i løbet af deres opvækst. Det er kun, hvis de er særligt kraftige, eller varer ud over den alder, de normalt forekommer i, at de er en angstsygdom.
Angst hos mindre børn
Informationen her på siden handler om angst hos mindre børn op til 10-12 år. Større børn kan få de samme angstlidelser som voksne.
Angst hos børn er en naturlig følelse, som hjælper børn til at søge beskyttelse hos deres forældre. Angsten er som regel kortvarig, og det er kun, hvis den er overdreven og langvarig, at der er tale om en sygdom.
Et barn med en angstsygdom vil typisk bekymre sig for de situationer, som kan fremkalde angsten. Og forsøge at undgå dem. Denne undgåelsesadfærd vil ofte hæmme barnets mulighed for et normalt liv.
De fem former for angst, som beskrives herunder, er særlige for barndommen. De er kendetegnet ved, at symptomerne normalt forekommer hos børn på forskellige alderstrin i løbet af deres opvækst. Det er kun, hvis de er særligt kraftige, eller varer ud over den alder, de normalt forekommer i, at de er en angstsygdom.
Forskellige typer angst hos børn
Abnorm separationsangst
Abnorm separationsangst viser sig som bekymring for adskillelse fra forældrene. Angsten skal være usædvanlig og urealistisk eller fortsætte langt op i barndommen.
Barnet er bange for, at forældrene under adskillelsen skal dø eller komme alvorligt til skade.
Barnet kan også være bange for, at det selv ikke kommer tilbage, fordi det farer vild eller bliver kidnappet. Barnet vil forsøge at undgå alle situationer med adskillelse. Det kan fx være skolegang, legeaftaler og udflugter. Det kan vise sig om natten, hvor barnet ikke kan sove alene og vågner for at tjekke, at forældrene er der endnu.
Når en adskillelse nærmer sig, får barnet fysiske symptomer som mave- eller hovedpine og følelsesudbrud med gråd og raseri. Det kommer til at påvirke hele familielivet, tilknytningspersonens arbejdsevne og evne til at tage sig af eventuelt andre børn.
Fobisk angstlidelse
Når angsten er rettet mod særlige genstande eller situationer kaldes det en fobisk angstlidelse.
Det er meget almindeligt, at børn i visse aldre er bange for særlige ting. Det kan være dyr, når barnet er to til fire år, og monstre, når barnet er fire til seks år. Der er kun tale om en fobi, hvis frygten er intens, overdreven eller varer længere op i barndommen.
Social angstlidelse
Social angstlidelse er, når barnet oplever usædvanlig stærk frygt og ubehag ved at være sammen med fremmede. Det kan opleves som udtalt genert og sky. Tilstanden kan være en ekstrem videreførelse af den normale fase i alderen op til tre år, hvor barnet er angst for fremmede. I vante omgivelser i hjemmet er barnet ikke plaget af angst.
Barnet vil forsøge at undgå de situationer, hvor det skal være sammen med fremmede. Det vil ikke i skole eller deltage i legeaftaler. Og evnen til at fungere socialt er stærkt påvirket. Barnet vil også have hoved- og mavepine, før de frygtede situationer.
Generaliseret angstlidelse
Generaliseret angstlidelse er en generel bekymring for mange forhold i barnets liv. Det kan dreje sig om frygt for sygdom i familien, at nogen skulle komme til skade, at barnet ikke kan klare skolearbejdet eller generel bekymring for fremtiden. Det kan også være bekymring for verdens tilstand, og noget som barnet har set i fjernsynet.
Barnet søger beskyttelse hos forældrene og er hæmmet i sit sociale liv.
Barnet kan virke uroligt og rastløst, have fysiske symptomer fra andre organer, virke irriteret, have koncentrationsbesvær og problemer med at sove. Symptomerne skal være til stede konstant og over en længere periode, før man kan stille diagnosen.
Selektiv mutisme
Selektiv mutisme er en lidelse, som man mener har sammenhæng med angst. Den udvikler sig hos mindre børn inden femårsalderen. Barnet har ingen problemer med selve det at tale, men det taler kun hjemme og i særligt trygge sociale rammer. Det taler ikke i børnehaven, eller når der kommer besøg i hjemmet.
Forskellige typer angst hos børn
Abnorm separationsangst
Abnorm separationsangst viser sig som bekymring for adskillelse fra forældrene. Angsten skal være usædvanlig og urealistisk eller fortsætte langt op i barndommen.
Barnet er bange for, at forældrene under adskillelsen skal dø eller komme alvorligt til skade.
Barnet kan også være bange for, at det selv ikke kommer tilbage, fordi det farer vild eller bliver kidnappet. Barnet vil forsøge at undgå alle situationer med adskillelse. Det kan fx være skolegang, legeaftaler og udflugter. Det kan vise sig om natten, hvor barnet ikke kan sove alene og vågner for at tjekke, at forældrene er der endnu.
Når en adskillelse nærmer sig, får barnet fysiske symptomer som mave- eller hovedpine og følelsesudbrud med gråd og raseri. Det kommer til at påvirke hele familielivet, tilknytningspersonens arbejdsevne og evne til at tage sig af eventuelt andre børn.
Fobisk angstlidelse
Når angsten er rettet mod særlige genstande eller situationer kaldes det en fobisk angstlidelse.
Det er meget almindeligt, at børn i visse aldre er bange for særlige ting. Det kan være dyr, når barnet er to til fire år, og monstre, når barnet er fire til seks år. Der er kun tale om en fobi, hvis frygten er intens, overdreven eller varer længere op i barndommen.
Social angstlidelse
Social angstlidelse er, når barnet oplever usædvanlig stærk frygt og ubehag ved at være sammen med fremmede. Det kan opleves som udtalt genert og sky. Tilstanden kan være en ekstrem videreførelse af den normale fase i alderen op til tre år, hvor barnet er angst for fremmede. I vante omgivelser i hjemmet er barnet ikke plaget af angst.
Barnet vil forsøge at undgå de situationer, hvor det skal være sammen med fremmede. Det vil ikke i skole eller deltage i legeaftaler. Og evnen til at fungere socialt er stærkt påvirket. Barnet vil også have hoved- og mavepine, før de frygtede situationer.
Generaliseret angstlidelse
Generaliseret angstlidelse er en generel bekymring for mange forhold i barnets liv. Det kan dreje sig om frygt for sygdom i familien, at nogen skulle komme til skade, at barnet ikke kan klare skolearbejdet eller generel bekymring for fremtiden. Det kan også være bekymring for verdens tilstand, og noget som barnet har set i fjernsynet.
Barnet søger beskyttelse hos forældrene og er hæmmet i sit sociale liv.
Barnet kan virke uroligt og rastløst, have fysiske symptomer fra andre organer, virke irriteret, have koncentrationsbesvær og problemer med at sove. Symptomerne skal være til stede konstant og over en længere periode, før man kan stille diagnosen.
Selektiv mutisme
Selektiv mutisme er en lidelse, som man mener har sammenhæng med angst. Den udvikler sig hos mindre børn inden femårsalderen. Barnet har ingen problemer med selve det at tale, men det taler kun hjemme og i særligt trygge sociale rammer. Det taler ikke i børnehaven, eller når der kommer besøg i hjemmet.
Forskellige typer angst hos børn
Abnorm separationsangst
Abnorm separationsangst viser sig som bekymring for adskillelse fra forældrene. Angsten skal være usædvanlig og urealistisk eller fortsætte langt op i barndommen.
Barnet er bange for, at forældrene under adskillelsen skal dø eller komme alvorligt til skade.
Barnet kan også være bange for, at det selv ikke kommer tilbage, fordi det farer vild eller bliver kidnappet. Barnet vil forsøge at undgå alle situationer med adskillelse. Det kan fx være skolegang, legeaftaler og udflugter. Det kan vise sig om natten, hvor barnet ikke kan sove alene og vågner for at tjekke, at forældrene er der endnu.
Når en adskillelse nærmer sig, får barnet fysiske symptomer som mave- eller hovedpine og følelsesudbrud med gråd og raseri. Det kommer til at påvirke hele familielivet, tilknytningspersonens arbejdsevne og evne til at tage sig af eventuelt andre børn.
Fobisk angstlidelse
Når angsten er rettet mod særlige genstande eller situationer kaldes det en fobisk angstlidelse.
Det er meget almindeligt, at børn i visse aldre er bange for særlige ting. Det kan være dyr, når barnet er to til fire år, og monstre, når barnet er fire til seks år. Der er kun tale om en fobi, hvis frygten er intens, overdreven eller varer længere op i barndommen.
Social angstlidelse
Social angstlidelse er, når barnet oplever usædvanlig stærk frygt og ubehag ved at være sammen med fremmede. Det kan opleves som udtalt genert og sky. Tilstanden kan være en ekstrem videreførelse af den normale fase i alderen op til tre år, hvor barnet er angst for fremmede. I vante omgivelser i hjemmet er barnet ikke plaget af angst.
Barnet vil forsøge at undgå de situationer, hvor det skal være sammen med fremmede. Det vil ikke i skole eller deltage i legeaftaler. Og evnen til at fungere socialt er stærkt påvirket. Barnet vil også have hoved- og mavepine, før de frygtede situationer.
Generaliseret angstlidelse
Generaliseret angstlidelse er en generel bekymring for mange forhold i barnets liv. Det kan dreje sig om frygt for sygdom i familien, at nogen skulle komme til skade, at barnet ikke kan klare skolearbejdet eller generel bekymring for fremtiden. Det kan også være bekymring for verdens tilstand, og noget som barnet har set i fjernsynet.
Barnet søger beskyttelse hos forældrene og er hæmmet i sit sociale liv.
Barnet kan virke uroligt og rastløst, have fysiske symptomer fra andre organer, virke irriteret, have koncentrationsbesvær og problemer med at sove. Symptomerne skal være til stede konstant og over en længere periode, før man kan stille diagnosen.
Selektiv mutisme
Selektiv mutisme er en lidelse, som man mener har sammenhæng med angst. Den udvikler sig hos mindre børn inden femårsalderen. Barnet har ingen problemer med selve det at tale, men det taler kun hjemme og i særligt trygge sociale rammer. Det taler ikke i børnehaven, eller når der kommer besøg i hjemmet.